Velkommen til Familieopstillinger
Er du klar til at forstå de dybe mønstre, som præger dit liv og dine relationer?
Familieopstillinger er en transformerende metode, hvor du får mulighed for at se din livshistorie udefra – og måske forandre den indefra. Det handler om mere end terapi. Det handler om tilhør, kærlighed, tab og de skjulte loyaliteter, vi bærer med os fra vores familier – ofte uden at vide det.
I over seks år har jeg med glæde faciliteret opstillinger i både Aarhus og København. Hver workshop er unik. Hver opstilling åbner nye lag. Og hver deltager – uanset om de har deres egen opstilling eller deltager som stedfortræder – er med til at skabe noget meningsfuldt.
Hvad er en familieopstilling?
I en opstilling arbejder vi i gruppe. Du vælger stedfortrædere til at repræsentere mennesker eller følelser, der er centrale for dig – og ser, hvordan dine indre dynamikker udfolder sig i rummet. Det er ofte overraskende konkret, og samtidig dybt symbolsk. Jeg guider processen og hjælper dig med at se sammenhænge, som tidligere har ligget skjult.
Du behøver ikke kende metoden på forhånd. Du skal bare være nysgerrig og åben.
De arvelige traumer – hvad betyder det?
Når vi taler om “arvelige traumer”, mener vi de følelsesmæssige og relationelle sår, som kan gå i arv gennem generationer – ofte uden at nogen taler om dem. Det kan være tab, skyld, skam eller brudte forbindelser, som sætter sig i familiens system og ubevidst påvirker vores liv, valg og relationer. Familieopstillinger gør det muligt at bringe disse usynlige overleveringer frem i lyset – og skabe bevægelse der, hvor noget har været fastlåst.
​
Deltag som stedfortræder – og lær om dig selv
Som stedfortræder bliver du inviteret til at repræsentere en person, en følelse eller et begreb i en andens opstilling. Du kender ikke historien på forhånd, men lader dig guide af det, du mærker i kroppen, stemningen i rummet og det, du bliver bedt om at stå i. Det lyder måske abstrakt, men mange oplever, at de uden forkundskaber kan få adgang til stærke fornemmelser, følelser og indsigter – og at de bliver berørt af det, de står midt i.
Man kan sige, at man låner sin krop og sit nærvær ud til en fortælling, som man ikke kender – og alligevel genkender noget i.
Ofte bliver man som stedfortræder overrasket over, hvor dybt man selv bliver påvirket. Temaer fra ens eget liv vækkes, og man får mulighed for at se sig selv i et nyt lys, uden nødvendigvis at være i centrum.
På en typisk søndag laver vi 3-4 opstillinger. Det betyder, at ikke alle får deres egen opstilling – men alle deltager aktivt og lærer noget.
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være stedfortræder. Du skal bare være nysgerrig, åben og villig til at være til stede.
​
Er du klar til at tage første skridt?
Jeg inviterer dig med på rejsen. Du kan tilmelde dig en kommende workshop – enten som deltager med egen opstilling eller som stedfortræder.
→ Se kalenderen for København her
​​
Video og lyd – oplev metoden indefra
Vil du have en fornemmelse af, hvordan familieopstillinger foregår i praksis – før du selv deltager?
På denne side har jeg samlet videoer og lydklip, der på forskellige måder viser metodens dybde og virkning. Du kan bl.a. opleve:
– Et uddrag fra Netflix-serien Sex, Love and Goop, hvor en opstilling foldes ud foran kameraet
– En P1-radiodokumentar, jeg selv har lavet, om mit møde med min farfar i en opstilling – et møde, der førte til opdagelser, som rakte flere generationer tilbage
– Et historisk klip med Bert Hellinger, der grundlagde familieopstillinger, hvor han taler om indsigt, intuition og det at stå til rådighed uden intention
​
Hvad siger andre om familieopstillingerne?
På linket nederst, kan du læse udvalgte fortællinger fra mennesker, der har deltaget i mine familieopstillinger – både med deres egen opstilling og som stedfortrædere. De beskriver, hvordan opstillingerne har givet dem nye indsigter, lindret gamle sår og åbnet for en dybere kontakt til dem selv og deres familiebaggrund.
​
